Erfaringer efter 1½ år

Vores barn blev dybt autistisk da det var 15 måneder gammelt (2 til 3 uger efter at have fået MFR vaccinen), ingen samspil, ingen sprog, hyppige voldsomme selvskadende raserianfald, massive og hyppige tvangshandlinger, søvnløse nætter osv. 

Vi fravalgte det etablerede "behandlings" system og gjorde det modsatte af hvad de etablerede "fagfolk" rådede os til.

Nu efter 1½ års ABA behandling og inklusion i en almen børnehave så har vi nu en glad, velfungerende og yderst nærværende dreng som med stor glæde deltager i alle familiens gøremål. Rasmus stoppede med at bruge ble da han fyldte 4 år og han er 100% renlig, vasker selv sine hænder efter toiletbesøg, smører selv sine rugbrøds madder, hjælper med at dække bord, rydder op efter sig osv. Kort sagt så er han på mange områder fuldt ud alderssvarende. Han har nu en veludviklet sans for humor og elsker at drille. Rasmus elsker at gå i børnehave og han nyder ABA lektionerne med hans tilknyttede pædagoger og med forældrene i hjemmet. På den akademiske side er Rasmus stærk. Han er i skrivende stund 4½ år gammel og han kan alle bogstaver i alfabetet og kan tælle til ca. 20. Hans ordforråd er over alderssvarende, men han er ikke alderssvarende i opbygning af sætningerne ligesom der arbejdes intensivt på hans sociale kompetencer. Han er på det sidste begyndt at have længerevarende lege med børn i børnehaven dvs massive fremskridt indenfor de sociale evner. Lad os lige slå en ting fast. Rasmus er ikke kureret. Han har stadig autisme, men Rasmus har med ABA behandlingen fået de "Briller" som han skal bruge for at se den almene verden. At han har fået disse "Briller" betyder at han forstår den almene verden og han stortrives i den. Vi, hans forældre, har fået en helt anden forståelse for hans livs syn. En forståelse der gør det muligt for os dagligt at forhindre at problemer opstår. F.eks at forebygge tvangshandlinger ved at gøre hverdagen så afvekslende som muligt.

Der skal vel ikke meget fantasi til at forestille sig hvor meget ovennævnte udvikling betyder for os som familie? Forstil dig at dit dejlige normalfungerende barn (eller barnebarn) 15 måneder gammel pludselig mister alle sine evner, sit sprog, ethvert samspil. Man står med en følelse af at størstedelen af barnets sjæl er død og der er absolut ikke nogen som helst meningsfyldt samvær med barnet. Kun et ekstremt pasningsbehov 24 timer i døgnet. Forstil dig selv sidde grædende kl. 4:00 om morgenen og forsøge at holde dit barns hoved. Dit barn ligger fastspændt i en barnevognsele i tremmesengen og virrer med hovedet fra side til side uden pause og du forsøger at forhindre det. Du har siddet der hele natten og holdt dit barns hoved, og du skal på arbejde kl. 6:00. Der er ingen hjælp at hente, ikke en gnist af samspil fra dit barn, ingen forståelse for dine problemer. Der har jeg været.......... Fagfolk fortæller dig at der ikke er noget at gøre og det etablerede systems eneste tilbud er at opgive barnet og anbringe det på en specialinstitution uden ekspertise og uden ressourcer til at udvikle barnet.

Prøv at forestille dig hvad det betyder for os, Rasmus's forældre, og hans 3 søskende, at Rasmus er blevet et nærværende, glad og velfungerende medlem af familien.

Til de fagfolk der så konkluderer at "her er et at de sjældne tilfælde hvor der er en positiv udvikling og man kan ikke være sikker på at det skyldes ABA behandlingen?" Til dem er kan jeg fortælle at man i et superviseret ABA forløb altid nøje registrerer hvad der trænes med barnet og alt hvad Rasmus kan i dag er ting som vi har trænet med ham. Det er ikke en mirakel behandling, men en grundig, målrettet og intensiv indsats (der i øvrigt tilpasses barnets udvikling hver 14 dag)  der ligger til grundlag for Rasmus's udvikling. ABA supervisoren er omdrejningspunktet i hele forløbet. Supervisoren holder behandlingsforløbet på sporet og uden en erfaren supervisor vil det hele falde til jorden. Alle Rasmus's færdigheder skyldes ABA behandlingen.

Ja, ABA behandlingen virker i varierende grad på langt langt de fleste børn med udviklingsforstyrrelser. Dette er fakta som ikke kan bestrides og hvor gør det ondt på mig at se alle de børn som blot bliver anbragt i special institutioner, hvor de helt fejlagtigt bliver lullet ind i faste rutiner og fuldstændig fremmedgjort fra den almene verden.  Vi har fået vores Rasmus tilbage. Vi ved hvor slemt det kan være at have et autistisk barn så vores budskab er nu efter 1½ års behandling. Giv ikke op, Vi siger ikke at autisme kan kureres, men det kan i langt de fleste tilfælde behandles til en grad som giver barnet og dets pårørende et værdigt, meningsfyldt, lykkeligt og indeholdelsesrigt liv.