Om Rasmus's far.

Jeg hedder Bo og jeg er far til 4 dejlige børn.

Grunden til at jeg træder frem og laver denne her hjemmeside er at en af mine børn, Rasmus, har infantil autisme.

At opdage at ens barn har dette frygtelige handicap er ubeskrivelig grusomt og virker så meningsløst.

Man kommer hele følelses registret igennem.  Hvorfor lige os?  Hvad gør vi nu? Hvordan kommer man videre? Hvad kan man gøre for at Rasmus får den bedst mulige chance for et værdigt voksenliv? Hvordan undgår man at forsømme Rasmus’s  3 søskende i den travle hverdag?

Paradoksalt nok, så er det ikke Rasmus's autisme som gør situationen så svær for os, men derimod det faktum at vores oplevelse er at det etablerede behandlingssystem her i Danmark slet ikke har den viden og ekspertise der skal til for at give Rasmus den rigtige behandling. Langt de fleste kommuner forsøger ikke engang at forholde sig til den nationale autisme plan som landets førende kompetencer ellers har udfærdiget som retningsgivende for behandlere, beslutningstagere og forældre. Vi oplever en besynderlig form for stagnation i behandlingssystemet her i Danmark idet at man, på visse områder, fuldstændig har lukket øjnene for den udvikling som sker på global plan indenfor autismebehandlingen og at man tilsyneladende kramagtigt forsøger at fastholde et monopollignende specialinstitutionsmiljø (Uden andre valgmuligheder) hvor næsten alle indenfor det brede autisme spektrum ukritisk bliver anbragt, således at, oftest autisme uerfarende, psykologer kan få lov til, efter bedste evne, at sammensætte eklektiske behandlinger som i sagens natur er helt uden evidens og helt uden ekstern supervision og kontrol. Tænk at man her i Danmark som ellers er foregangsland indenfor så mange områder, er så langt bagud på dette felt. At vi oplever situationen således, bevirker at hele ansvaret for Rasmus's fremtid hviler tungt på vore skuldre. Vi må selv identificere den, globalt set, mest evidente behandlingsmetode og så gøre alt for at vores søn får denne behandling, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vores Rasmus skal have et værdigt voksenliv. Jeg skal lige hilse og sige at det er en opgave som trækker tænder ud.

I den skrivende stund er det ca. 1 år siden at vi blev overbevist om at Rasmus havde infantil autisme og jeg føler nu er jeg har overskud til at skrive lidt om vores erfaringer, og vores valg, således at de forældre som kommer i samme situation måske ville kunne blive inspireret til bedre at kunne tackle deres livs udfordring, nemlig at være forældre til et barn med et livslangt handicap.

Vi vil på ingen måde råde andre forældre i samme situation til uden videre at vælge ligesom os. Det bedste råd vi kan give er at indsamle informationer om alle behandlingsmetoder og derfra at træffe det valg som I mener er det bedste for Jeres barn. 

Denne webside er tilegnet min kære søn Rasmus som så fuldstændig har forandret mit livssyn.