ABA som vi ser det.

Jeg vil først lige pointere at vi kun har trænet og modtaget ABA supervision i ca. 3 måneder så vi må så absolut være at betragte som uerfarende begyndere på området. Her vil vi med egne ord og på simpel vis forsøge at beskrive hvordan vi indtil videre oplever ABA forløbet med Rasmus. Jeg var meget forbavset over hvor hurtig det gik med at få Rasmus til at sidde ved træningsbordet og koncentrere sig om øvelserne. Med meget verbal ros samt lejlighedsvis brug af nogle spændende forstærkere i form af legetøj med f.eks. lys eller lyd suppleret med nogle mini smarties (Små bitte chokolade linser) så forstod Rasmus faktisk konceptet fra dag et. Jeg havde et par gange i løbet af den første uge problemer med at få Rasmus til at sætte sig ved bordet, men derefter så har Rasmus været helt vild med at træne og løber i fuld fart ind og sætter sig klar når man spørger ham om vi skal træne. Det er helt klart at Rasmus nu ser det som sjov leg. Vi træner ca. 5 minutter af gangen efterfulgt af 2 til 3 minutters pauser. Normalt træner vi i 20 til 60 minutter dog med et par længere pauser hver 20. minut. Supervision er essentielt for os idet at træningen nøje tilpasses Rasmus's udvikling hver 14. dag. Det er utrolig givende både for Rasmus og jeg som forældre at have dette tætte samspil med hinanden og vi har masser af sjov under træningen. Træning er faktisk et lidt misvisende ord. Man bør faktisk kalde det organiseret leg.

Vi ser ABA som en målrettet individuel tilpasset generel pædagogisk behandling hvor man metodisk registrerer alt fremskridt.  Vi har således meget svært ved at forholde os til kritik fra fagfolk og andre forældre som uden at have sat sig ordentligt ind i behandlingsformen, kommer med alverdens fantasifulde beskyldninger omkring ABA. I bund og grund så er øvelserne ofte nøjagtige de samme øvelser som de også kører i deres TEACCH inspirerede behandlinger. Her er forskellen blot at ABA langt mere systematisk og målrettet opbygger barnets færdigheder. Dette sørger ABA supervisoren for. ABA supervisoren er en veluddannet certificeret specialist som har adskillige års koncentreret autisme erfaring. Vi har endnu ikke i vor søgen i det etablerede system fundet  fagpersoner med en autismespecifik viden der bare tilnærmelsesvis kommer i nærheden af den viden og erfaring som ABA supervisorerne har.

Tilbuddet fra det etablerede behandlingssystem.

Vores oplevelse (indtil videre) er at mange af kommunerne slet ikke har tilstrækkelig viden eller erfaring indenfor autismebehandling. Vi har mødt dygtige og engagerede folk fra kommunen, men idet at hver kommune selv skal opbygge viden og erfaring og at den mindre kommunes "specialist" skal dække mange forskellige handicaps så vil Autisme kun være en lille bitte del af hans hverdag og han vil således aldrig have en chance for at sætte sig ind i udviklingen indenfor autismebehandling eller opnå tilstrækkelig erfaring indenfor området. Det må være indlysende for enhver at man indenfor handicap områderne bør have landsdækkende teams af eksperter som udelukkende arbejder med et handicap som speciale hvis man nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at opbygge viden og erfaringer indenfor området og proaktivt at følge med i den internationale udvikling indenfor behandlingsmetoderne. Vores (uerfarne og måske unuancerede) mening er at den behandling som mange af kommunerne i dag tilbyder er direkte skadelig for barnet med autisme og foregår i omgivelser som er noget nært det værste som man kan tilbyde barnet. Velmenende pædagoger og psykologer begynder at fjerne enhver mulighed for at barnet vil kunne begå sig i den almene verden, når de ukritisk gør barnet afhængig af at kommunikere ved hjælp af billeder og sætter faste daglige rutiner på eksakte tidspunkter. Ved at gøre dette så sikrer man sig at det stakkels barn ofte kommer i affekt hvis de daglige rutiner blot har den mindste afvigelse. Hvordan i alverden kan et barn som udsættes for sådan en behandling nogensinde tilpasse sig et bare nogenlunde værdigt og normalt liv?

Autismebehandling og etik.

En del mennesker diskuterer etik i forbindelse med de forskellige autismebehandlingsmetoder. Vi, Rasmus's forældre er hans eneste ambassadører og det er os som bliver nødt til at træffe de beslutninger som vi mener er de rigtige for at han kan få et godt og værdigt liv. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om at det er vores pligt at gøre alt hvad vi kan for at Rasmus får en tidlig intensiv behandling idet at det er uomtvisteligt og beviseligt at man således (i langt de fleste tilfælde) kan øge barnets udviklingspotentiale betydeligt. Dette vil have afgørende betydning for Rasmus's voksenliv. Det kan være afgørende for om Rasmus, når han bliver voksen, skal tilbringe hele sit liv på specialinstitutioner, om han kan udsluses i et bofællesskab, eller måske endda få et næsten normal liv i den almene verden.

Hvis ens barn var meget svagtseende og derfor ikke kunne følge med i skolen så vil man ikke gemme barnet væk på en specialinstitution, men derimod købe et par briller som vil gøre barnet i stand til at følge med i undervisningen og således få et normalt liv. Vi ser på en måde ABA behandlingen som Rasmus's briller som skal sikre at han får mere ud af livet end at tilbringe hele sit liv på en speciel institution.

For os vil det være utænkelig blot at acceptere Rasmus's handicap og placere ham i et opbevaringsophold på en specialinstitution. Rasmus har lige så stor ret til at lære og til at leve livet som alle andre mennesker.